Unge tror, at sundhedspersonale har tavshedspligt overfor deres forældre. Men det har vi ikke.

Ny artikel om tavshedspligt og unge i Ugeskrift for Læger

Hvad gør en læge eller sygeplejerske, når en ung med astma fortæller, at han er begyndt at ryge?

Selvom tavshedspligten stammer fra Hippokrates (460-370 f.Kr.), og stadig er en central del af både Sundhedsloven, lægeløftet og Lægeforeningens etiske regler er det særligt kompliceret, når det gælder unge patienter. I en undersøgelse på Rigshospitalet troede fire ud af fem unge, at læger havde tavshedspligt over for deres forældre.

Sundhedsstyrelsen udgav i 2002 en vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt, hvori det fastslås, at forældre som udgangspunkt skal informeres aktivt om deres barns forhold, ind til det fylder 18 år. Der er et tankevækkende misforhold mellem denne vejledning og sundhedslovens generelle fokus på patienters autonomi. Særligt er der en kontrast mellem unge patienters ret til informeret samtykke og manglende ret til tavshedspligt, og det kan synes besynderligt, at en ung på 15 år kan takke nej til livsnødvendig behandling, men ikke få en fortrolig samtale med en læge. Det giver unge dårligere muligheder for rådgivning og behandling og det giver sundhedsprofessionelle et dilemma.

Læs statusartiklen i Ugeskrift for Læger, hvor medlemmer af ungdomsmedicinsk udvalg under Dansk Pædiatrisk Selskab gennemgår de gældende retningslinjer, international praksis og unges ønsker og erfaringer.